En del af serien Den danske natur
Introduktion
Hugormen (Vipera berus) er Danmarks eneste giftige slange og har levet i den danske natur siden istiden. Den er fredet og findes i store dele af Europa. I Danmark trives den i tørre, solrige områder som heder, klitter, moser og åbne skove, hvor den ofte ligger stille for at solbade og regulere kropstemperaturen. Hugormen er sky af natur og bider kun, hvis den føler sig truet – typisk når mennesker kommer for tæt på uden at opdage den, eller forsøger at samle den op. Hugormen er mest aktiv fra forår til efterår og er giftig helt fra fødslen [1,2].
Hvert år ses 400–500 hugormebid i Danmark, men kun få kræver behandling. Mange bid er tørre, dvs. uden gift. De fleste rammer ben eller fødder, ofte når man træder på eller kommer for tæt på en hugorm. Hos unge mænd ses bid hyppigt på hænder og arme efter at have samlet den op.
Hugormegiften virker primært lokalt, og kroppen nedbryder og udskiller den i de fleste tilfælde selv. Derfor fører bid sjældent til alvorlig forgiftning hos raske [1,2,4].
Børn, ældre, gravide og hjertepatienter har øget risiko for alvorligere reaktioner. Siden 1900 er der kun dokumenteret syv dødsfald i Danmark [1].
Førstehjælp ved hugormebid
Det skal du gøre:
- Hold patienten i ro – fysisk aktivitet øger spredning af giften.
- Den bidte kropsdel holdes i ro, gerne immobiliseret i fx slynge og hævet.
- Fjern stramtsiddende tøj, smykker og sko nær bidstedet.
- Markér kanten af hævelse eller rødme med en pen og noter klokkeslættet for at kunne følge udviklingen.
- Ring 112 ved bekymring eller påvirket almentilstand (fx svimmelhed, åndenød, bevidsthedspåvirkning).
- Ved stabile symptomer kontaktes akuttelefonen/lægevagten eller Giftlinjen på tlf. 82 12 12 12 for råd og vejledning. Man anbefaler som udgangspunkt, at alle der er bidt af en hugorm, bliver vurderet på skadestuen.
Det må du ikke gøre:
- Læg ikke is eller varme på området.
- Brug ikke årepres eller andet, der afklemmer blodforsyningen, der skal ikke forbindes over bidstedet.
- Skær ikke i bidstedet.
- Forsøg ikke at suge giften ud [1,2,5].
Observation og faresignaler
Hugormegift påvirker væv og kredsløb og giver typisk lokale symptomer først. Smerte, hævelse og misfarvning opstår inden for 1–2 timer og kan brede sig op ad ekstremiteten. Hos de fleste aftager hævelsen efter få dage og forsvinder gradvist inden for 1–2 uger.
Systemiske symptomer som kvalme, opkast, svimmelhed og lavt blodtryk forekommer også. Anafylaksi er meget sjælden, men kan udvikle sig hurtigt med kløe, udslæt og angioødem – i værste fald med shock, luftvejspåvirkning og bevidsthedstab.
Komplikationer som kompartmentsyndrom, koagulationsforstyrrelser, rabdomyolyse, nyresvigt og arytmier er sjældne, men beskrevet [1,6].
Forgiftningsgrader
Kilde: Giftlinien
Faresignaler der kræver øjeblikkelig optrapning af behandlingen og indlæggelse:
På baggrund af symptomerne beskrevet ovenfor bør følgende tegn give mistanke om alvorlig forgiftning og føre til akut vurdering og indlæggelse:
- Hurtigt tiltagende hævelse og smerte, især hvis den breder sig op ad ekstremiteten
- Vejrtrækningsbesvær eller hævelse i ansigt, mund og svælg
– herunder stemmeforandring, hæshed og stridor (pibende vejrtrækning) - Bleg, klamtsvedende hud, hurtig puls og lavt blodtryk
- Sløvhed, konfusion eller bevidsthedspåvirkning
Disse symptomer kan være tegn på anafylaksi, kredsløbspåvirkning eller begyndende systemisk forgiftning og kræver hurtig behandling og monitorering [1].
Videre hospitalsbehandling af hugormebid
Behandlingen starter med ABCDE-principperne. Patienten skal holdes i ro med den påvirkede ekstremitet eleveret for at begrænse spredning af giften. Den videre behandling afhænger af forgiftningsgraden og ordineres af læge efter rådgivning fra Giftlinjen, fx anlæggelse af IV-adgang og væskebehandling efter behov.
Tag blodprøver: V-gas, bredt blodbillede inkl. nyretal, koagulationsstatus, D-dimer, CK og myoglobin for at vurdere forgiftning og udelukke komplikationer som kompartmentsyndrom og rabdomyolyse. Tag EKG for at udelukke hjerterytmeforstyrrelser. Urin undersøges for blod og protein.
Markér kanten af hævelse eller rødme med en pen og noter klokkeslættet, tag et billede samtidig. Revurderes hver 2. time.
Rens bidstedet med sæbe og vand, hvis dette ikke er gjort præhospitalt.
Symptomatisk behandling inkluderer smertestillende (paracetamol, evt. opioider) og kvalmestillende. Giv tetanusprofylakse. Alle observeres mindst 2 timer. Ved lette symptomer og stabil tilstand kan udskrivelse overvejes med information om faresignaler.
Ved progression eller moderate til svære symptomer indlægges patienten op til 24 timer. Antiserum kan overvejes ved svære forgiftninger. Som udgangspunkt indlægges alle børn til observation [1,7].
Antiserum – hvornår?
Antivenin (ViperaTab) kan overvejes ved systemiske symptomer som opkastning, diarré, lavt blodtryk, hurtigt tiltagende hævelse eller neurotoksiske tegn (fx sløvhed, konfusion eller påvirkning af kranienerver).
Modgift gives altid ved bid i hoved- og halsregionen – også uden tydelige symptomer – på grund af risiko for hurtig luftvejspåvirkning.
ViperaTab neutraliserer giften og virker bedst, når det gives tidligt. Det tåles generelt godt, og alvorlige bivirkninger som anafylaksi og serumsyge er meget sjældne. Patienten overvåges tæt under og efter infusion [1,8].
Læs mere om indikationer, forgiftningsgrader og brug af ViperaTab på Giftlinjens hjemmeside:
https://www.bispebjerghospital.dk/giftlinjen/for-laeger/Sider/Hugormegift—Antiserum-.aspx
ViperaTab findes på speciallager, bl.a. på Rigshospitalets Traumecenter og Aarhus Universitetshospitals Akutafdeling [8].
Konklusion
De fleste hugormebid i Danmark er milde og kræver kun observation og symptomatisk behandling. Alle tilfælde skal dog tages alvorligt – især hos sårbare patienter.
Sygeplejersken har en vigtig rolle i observation og hurtig reaktion ved tegn på systemisk forgiftning. Med rolig, struktureret behandling og evt. antiserum klarer de fleste sig uden varige mén.
Kildeliste
- Hasselbalch RB, Jørgensen HL, Brabrand M. Hugormebid. Ugeskr Læger. 2007;169(47):4082–5. Tilgængelig fra: https://ugeskriftet.dk/videnskab/hugormebid-0
- Sonne A, Mygind-Klausen T. Hugormen – Danmarks eneste giftige slange. Opdagverden.dk; 2025 May 1 [cited 2025 May 22]. Available from: https://www.opdagverden.dk/viden-om-friluftsliv/hugormen-danmarks-eneste-giftige-slange
- Naturhistorisk Museum Aarhus. Hugorm (Vipera berus). Naturhistoriskmuseum.dk [Internet]. [cited 2025 May 22]. Available from: https://www.naturhistoriskmuseum.dk/viden-forskning/naturlex/krybdyr-og-padder/hugorm
- Bryld T. Det er ikke der du skal spille smart – hold fingrene fra hugormen. Jyllands-Posten [Internet]. 2025 May 20 [cited 2025 May 22]. Available from: https://jyllands-posten.dk/indland/ECE18178778/det-er-ikke-der-du-skal-spille-smart-hold-fingrene-fra-hugormen/
- Helsenorge.no. Common European Viper – giftinformasjon. Norwegian Directorate of Health. Tilgængelig fra: https://www.helsenorge.no/en/poison-information/giftige-bitt-og-stikk/common-european-viper/
- Giftlinjen. Hugormebid – råd og vejledning. Bispebjerg Hospital. Tilgængelig fra: https://www.bispebjerghospital.dk/giftlinjen/alt-om-gift/stik-og-bid/Sider/hugormebid.aspx
- Jørgensen A. Hugormebid. DKAKUT Blog. 7. juli 2018. Tilgængelig fra: https://dkakut.dk/2018/07/07/hugormebid/(DKAKUT)
- Giftlinjen. Hugormegift – Antiserum. Bispebjerg Hospital [Internet]. [cited 2025 May 22]. Available from: https://www.bispebjerghospital.dk/giftlinjen/for-laeger/Sider/Hugormegift—Antiserum-.aspx