Forfrysning er en alvorlig kuldeskade, der opstår ved både kortere og længere tids udsættelse for ekstrem kulde. Risikoen opstår især ved temperaturer under 0 °C, med stigende fare mellem 0 og −15 °C og markant øget risiko under −15 °C, selv ved svag vind. I barske miljøer som Grønland eller under vinterekspeditioner kan kombinationen af lave temperaturer og vind hurtigt skade ubeskyttet hud. Fingre, tæer, ører og næse er særligt udsatte, da de ligger længst fra kroppens varme centrum og ofte ikke er dækket.
Ved længerevarende kuldeeksponering dannes der iskrystaller i huden og underliggende væv. Iskrystallerne beskadiger cellerne og hæmmer blodgennemstrømningen. Tidlige tegn er kold, bleg eller hvidlig hud med snurren eller stikkende smerte. Senere forsvinder følelsen, og uden effektiv opvarmning kan skaden udvikle sig fra overfladisk til dyb og varig vævsskade.
Forfrysninger inddeles traditionelt i fire grader, men i praksis skelnes der oftest mellem overfladiske og dybe forfrysninger.
Overfladisk forfrysning
Påvirker primært hudens overflade. Ved let eksponering er huden initielt rød, efterfulgt af bleg og kold hud, som efter optøning bliver rød og hævet. Der kan opstå blærer med klar eller hvidlig væske efter cirka 24 timer. Fingre eller tæer kan føles stive, men det dybere væv er bevaret. Skaderne er smertefulde, men heler oftest uden varige mén.
Dyb forfrysning
Her er kulden trængt gennem hele huden og ned i det underliggende væv. Området føles hårdt og stift, og huden kan ikke forskydes i forhold til vævet under. Huden fremstår ofte gråhvid eller blålig. Efter optøning ses typisk blodfyldte blærer, og huden kan senere blive mørk lilla eller sort. Dyb forfrysning giver kraftige smerter under optøning og indebærer høj risiko for vævsdød med muligt tab af fx fingre eller tæer. Skaderne kræver altid lægelig vurdering, og senere fjernelse af dødt væv kan blive nødvendig.
Faresignaler
Hvis fingre eller tæer begynder at gøre ondt, prikke eller miste følelsen, skal man straks søge ly og begynde opvarmning. Ignorér ikke smerte eller følelsesløshed, da dette kan være tidlige tegn på forfrysning. Aftal eventuelt makker-check, hvor man jævnligt inspicerer hinandens ansigt, ører og fingre for hvide pletter eller voksagtig hud, da den ramte person ikke altid selv registrerer forandringerne. Ved gruppeaktiviteter bør alle kende tidlige tegn på forfrysning og hypotermi og have en klar plan for opvarmning eller evakuering.
Førstehjælp ved forfrysning
Afbryd kuldepåvirkningen straks
Bring personen i læ eller indendørs. Fjern vådt tøj og løsn stramt fodtøj, handsker og især fingerringe. Beskyt det skadede område mod yderligere afkøling under transport. Forfrysninger optræder ofte sammen med hypotermi, og ved tegn på almen nedkøling prioriteres opvarmning af kroppens kerne først.
Vurder om optøning kan ske sikkert
Undlad opvarmning, hvis der er risiko for genfrysning, da gentagen frysning forværrer vævsskaden markant. Væv bør ikke bevidst holdes under frysepunktet som strategi, og de fleste forfrysninger vil tø spontant og bør have lov til dette. Optø ikke aktivt fødder eller ben, hvis personen stadig skal kunne gå til sikkerhed, da optøning medfører kraftige smerter og dermed besværliggøre selvredning.
Hurtig optøning frem for langsom
Hvis optøning kan gennemføres sikkert, bør den ske hurtigt og kontrolleret. Bedst er vandbad på 37-39 °C i typisk 30 minutter, indtil området bliver blødt og får normal farve. Temperaturen bør holdes i dette interval, helst kontrolleret med termometer. Hvis termometer ikke er tilgængeligt, kan vandet vurderes sikkert ved, at en rask hånd holdes i vandet i mindst 30 sekunder uden ubehag. Vandet bør omrøres, og temperaturen overvåges løbende. Optøning er ofte meget smertefuld og dette er forventeligt. Alternativt kan kropsvarme anvendes, fx i en armhule. Undgå langsom opvarmning og direkte varme fra fx bål, da temperaturen er svær at kontrollere og kan give termiske skader.
Efter optøning
Det optøede område skal lufttørre. Gnid eller massér aldrig området. Lad blærer være intakte og hold det skadede område eleveret for at reducere hævelse.
Supplerende viden til sygeplejersker
- Hurtig, kontrolleret optøning i varmt vand reducerer vævsskade ved at genoprette blodgennemstrømningen mere ensartet og begrænse yderligere celledød sammenlignet med langsom optøning.
- Under optøning bør smertestillende behandling gives efter patientens behov. NSAID kan anvendes tidligt til smertelindring og har formentlig en beskyttende effekt. Behandling med ibuprofen kan påbegyndes allerede i felten, og ved behov kan stærkere analgetika overvejes.
- Tilstrækkelig væsketilførsel og opretholdelse af normovolæmi er vigtig ved forfrysning. Perorale væsker kan gives, hvis patienten er vågen og kan drikke. Alternativt gives intravenøs væske for at opretholde normal diurese, helst opvarmet.
- Forebyggende antibiotika er ikke indiceret uden tegn på infektion.
Dyb forfrysning kræver altid lægelig vurdering, og endelig vurdering af vævets levedygtighed sker ofte først efter uger.
- På hospital omfatter behandlingen selektiv håndtering af blærer, hvor klare blærer kan dræneres sterilt, mens blodfyldte blærer efterlades intakte. Den videre behandlingsplan fastlægges efter lægelig vurdering. Der anvendes topikal aloe vera med regelmæssige forbindingsskift samt tørre, polstrede forbindinger.
Forebyggelse af forfrysninger
Forebyggelse er afgørende ved ophold i ekstrem kulde.
Påklædning i lag
Brug svedtransporterende inderlag, isolerende mellemlag og et vindtæt, vandafvisende yderlag. Justér lagene efter aktivitetsniveau for at undgå fugt. Hav ekstra udstyr, der let bliver vådt, fx en ekstra hue. Ved pauser bør en ekstra jakke tages på med det samme.
Hold dig varm og tør
Fugt øger varmetabet markant. Skift våde sokker og handsker hurtigt.
Beskyt udsat hud
Dæk så meget hud som muligt. Brug luffer, gerne over inderhandsker, så hænderne ikke eksponeres ved af- og påtagning. Anvend ansigtsmaske eller anden fysisk vindbeskyttelse på udsatte områder som kinder og næse. I ekstrem kulde bør bar hud undgås.
Hold gang i blodcirkulationen
Let bevægelse som at vippe med tæer og fingre eller svinge armene kan øge blodtilførslen til ekstremiteterne.
Læs meget mere i Wilderness Medical Society Clinical Practice Guidelines for the Prevention and Treatment of Frostbite: 2024 Update
Referencer
- Kold S. Frostskader – Patienthåndbogen. Sundhed.dk; opdateret 14.05.2024. Tilgængelig fra: https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/akutte-sygdomme/sygdomme/varme-kulde-skader/frostskader/
- McIntosh SE, Freer L, Grissom CK, et al. Wilderness Medical Society Clinical Practice Guidelines for the Prevention and Treatment of Frostbite: 2024 Update. Wilderness Environ Med. 2024;35(2):183-197. PMID: 38577729.
- Wilderness Medical Society. Frostbite Summary 2024. Wilderness Medicine Magazine [Internet]. Tilgængelig fra: https://wms.org/magazine/1494/Frostbite-Summary-2024/default.aspx
- North American Rescue. WMS Frostbite Guidelines. NAR Blog [Internet]; 2020. Tilgængelig fra: https://www.narescue.com/nar-blog/wms-frostbite-guidelines.html