Tranexamsyre (TXA) – akut farmakologi og klinisk anvendelse

Forfatter: sygeplejerske David B. Henriksen

Tranexamsyre (TXA) er et antifibrinolytisk lægemiddel, som stabiliserer koagler (blodpropper dannet for at stoppe blødning) ved at hæmme kroppens nedbrydning af fibrin. Det sker ved at blokere omdannelsen af plasminogen til plasmin, som ellers ville opløse koaglet [1,3]. Resultatet er mindre blodtab og forbedret overlevelse ved massiv blødning.

Tranexamsyre (TXA) gives ved akutte, større blødninger efter fx traumer, kirurgi og fødselskomplikationer. Det kan gives både præhospitalt og i akutmodtagelsen – og virker bedst, når det gives tidligt, helst inden for den første time [2].

Dosering og administration

Et eksempel på standarddosis til voksne er 1 g intravenøst over 10 minutter, ofte opblandet i 100 ml NaCl. Gentagelse eller langsom infusion over flere timer kan overvejes afhængigt af patientens tilstand og koagulationsstatus. Hurtig bolusinfusion bør undgås, da det kan give svimmelhed, blodtryksfald og kvalme – særligt hos patienter med bevidsthedspåvirkning, immobiliseret i vakuummadras eller på Trauma Transfer, hvor aspirationsrisikoen er høj [3].

Effekt ved traume og hovedtraume

Ved store traumer som trafikulykker og penetrerende skader er ukontrolleret blødning en hyppig dødsårsag. CRASH-2-studiet har vist, at TXA kan reducere dødeligheden – især hvis det gives inden for den første time og senest inden for tre timer efter skaden [2,4].
Ved traumatisk hjerneskade (TBI) viste CRASH-3-studiet lavere dødelighed ved let til moderat bevidsthedspåvirkning, når Tranexamsyre gives tidligt – også før CT, hvis der er mistanke om blødning [5].

TXA som del af helhedsbehandling ved blødning

TXA er ét element i en bred tilgang til at optimere koagulation. Supplerende tiltag omfatter:

  • Hold patienten varm (fx Bair Hugger, varm IV-væske/blodkomponenter) for at forebygge hypotermi, som forværrer koagulation.
  • Calciumgluconat ved blodtransfusion, da citrat i blodprodukter binder calcium og hæmmer koagulation.
  • Balanceret blodkomponentterapi mellem erytrocytter, plasma og trombocytter.
  • Minimal eller ingen brug af krystalloider (NaCl, Ringer), da de fortynder koagulationsfaktorer.
  • TEG blodprøve (Thromboelastografi): Hurtig analyse af blodets koagulationsevne, som hjælper med at målrette behandling.

Lokal anvendelse af Tranexamsyre

TXA kan også bruges lokalt ved overfladiske eller afgrænsede blødninger. Et almindeligt eksempel er næseblødning, hvor TXA-opløsning (500 mg/5 ml) påført en Rapid Rhino eller gaze har vist god effekt og kan mindske behovet for yderligere tamponade og risikoen for reblødning [7].
I akutmodtagelsen kan lokal Tranexamsyre anvendes ved mindre, men vedvarende blødninger – fx fra ansigt, skalp eller sår, hvor det lægges direkte i såret før forbinding. Ved oral blødning efter traume, tandkirurgi eller anden blødning i mundhulen kan TXA vædet gaze trykkes mod det blødende område for at opnå hæmostase, især hos patienter i antikoagulationsbehandling.
Lokal brug er et supplement – ikke en erstatning – for systemisk behandling, men kan være en hurtig og lavrisiko metode til at standse overfladisk blødning, især som alternativ til lidokain-adrenalin, hvis virkning hurtigt aftager [7,8].

Opmærksomhedspunkter

Tranexamsyre er generelt veltolereret. Almindelige bivirkninger er:

  • Kvalme, opkast og diarre
  • Varmefornemmelse
  • Let blodtryksfald ved hurtig infusion

Tromboserisiko: Risikoen for blodpropper ved kortvarig brug af TXA er lav. I CRASH-2 var der ingen signifikant forskel i forekomsten af blodpropper mellem TXA og placebo. Det samme gjorde sig gældende i CRASH-3, hvor der heller ikke sås øget risiko for kramper eller slagtilfælde. TXA vurderes som sikkert, men bør anvendes med forsigtighed hos patienter med trombofili (medfødt eller erhvervet tendens til blodpropper), tidligere DVT, lungeemboli eller apopleksi [2,5].

Ved gastrointestinal blødning har HALT-IT-studiet ikke vist nedsat dødelighed, men derimod en let øget risiko for trombose [9].

Sygeplejerskens rolle

  • Sørg for langsommere infusion for at undgå hypotension og kvalme.
  • Informer patienten om mulige bivirkninger som mavesmerter, varmefornemmelse, hovedpine, diarré og kvalme.
  • Brug lokale retningslinjer og IV-vejledning for korrekt administration.
  • Koordiner med læge om TEG-resultater og videre behandling.

Fremtid: intramuskulær TXA

TXA gives i dag IV eller lokalt. Der forskes dog i intramuskulær (IM) anvendelse – særligt til præhospital og militær brug, hvor IV-adgang kan være vanskelig. Små studier har vist effektiv optagelse, og autoinjektorer er under udvikling [10–12].

Gå til IV-Vejledning for Tranexamsyre

Promedicin – Tranexamsyre

Livstruende blødning samt kontrollabel blødning – transfusionsstrategi

Kildeliste

  1. Rossaint R, Bouillon B, Cerny V, et al. The European guideline on management of major bleeding and coagulopathy following trauma: fourth edition. Crit Care. 2016;20(1):100.
    https://ccforum.biomedcentral.com/articles/10.1186/s13054-016-1265-x
  2. CRASH-2 trial collaborators. Effects of tranexamic acid on death, vascular occlusive events, and blood transfusion in trauma patients with significant haemorrhage (CRASH-2). Lancet. 2010;376(9734):23–32.
    https://www.thelancet.com/journals/lancet/article/PIIS0140-6736(10)60835-5/fulltext
  3. Schöchl H, Maegele M, Solomon C, Görlinger K, Voelckel W. Early and individualized goal-directed therapy for trauma-induced coagulopathy. Scand J Trauma Resusc Emerg Med. 2012;20:15.
    https://sjtrem.biomedcentral.com/articles/10.1186/1757-7241-20-15
  4. Brohi K, Singh J, Heron M, Coats T. Acute traumatic coagulopathy. J Trauma. 2003;54(6):1127–30.
    (Paywall – link til abstract)
    https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/12813333/
  5. CRASH-3 trial collaborators. Effects of tranexamic acid on death, disability, vascular occlusive events and other morbidities in patients with acute traumatic brain injury (CRASH-3). Lancet. 2019;394(10210):1713–23.
    https://www.thelancet.com/journals/lancet/article/PIIS0140-6736(19)32233-0/fulltext
  6. Ker K, Edwards P, Perel P, Shakur H, Roberts I. Effect of tranexamic acid on surgical bleeding: systematic review and cumulative meta-analysis. BMJ. 2012;344:e3054.
    https://www.bmj.com/content/344/bmj.e3054
  7. Zahed R, Mousavi Jazayeri MH, Naderi A, et al. Topical tranexamic acid as an alternative treatment for anterior epistaxis in patients taking antiplatelet drugs: a randomized controlled trial. Am J Emerg Med. 2013;31(9):1389–92.
    https://www.ajemjournal.com/article/S0735-6757(13)00278-6/fulltext
  8. Carter G, Goss A. Tranexamic acid mouthwash – a prospective randomized study of a 2-day regimen vs. a 5-day regimen to prevent post-operative bleeding in anticoagulated patients requiring dental extractions. Int J Oral Maxillofac Surg. 2003;32(5):504–7.
    https://www.sciencedirect.com/science/article/abs/pii/S0901502703600833
  9. HALT-IT Trial Collaborators. Effects of a high-dose 24-h infusion of tranexamic acid on death and thromboembolic events in patients with acute gastrointestinal bleeding (HALT-IT). Lancet. 2020;395(10241):1927–36.
    https://www.thelancet.com/journals/lancet/article/PIIS0140-6736(20)30848-5/fulltext
  1. Horner D. JC: Can we give tranexamic acid (TXA) via the IM route? St. Emlyn’s. Published July 13, 2021. Available from: https://www.stemlynsblog.org/jc-can-we-give-tranexamic-acid-txa-via-the-im-route-st-emlyns/
  2. Grassin-Delyle S, Tremey B, Abe E, et al. Pharmacokinetics of intramuscular tranexamic acid in bleeding trauma patients: a randomized controlled trial. Br J Anaesth. 2021;126(2):500–508. Available from: https://www.bjanaesthesia.org/article/S0007-0912(20)30682-6/fulltext
  3. PRWeb. Aktiv Pharma Group Receives Grant Funding to Develop Tranexamic Acid Autoinjector. Published May 4, 2021. Available from: https://www.prweb.com/releases/aktiv-pharma-group-receives-grant-funding-to-develop-tranexamic-acid-autoinjector-841350519.html