Introduktion

Paracetamol er et af verdens mest anvendte smertestillende lægemidler og en hjørnesten i den akutte smertebehandling i akutmodtagelsen. Det gives ofte sammen med andre præparater, fx NSAID, for at opnå bedre smertekontrol og reducere behovet for opioider. I modsætning til opioider medfører paracetamol hverken respirationsdepression, bevidsthedspåvirkning eller eufori og spiller derfor en central rolle præhospitalt og i akutmodtagelsen [1]. 

Valget mellem tablet og intravenøs administration er et hyppigt klinisk dilemma, som gennemgås her.

Effekt – er IV stærkere end tablet?

Flere studier viser, at 1 g intravenøs og 1 g peroral paracetamol giver samme smertelindring hos voksne patienter i akutmodtagelsen. Efter 30 minutter er der ikke påvist klinisk relevant forskel i smertereduktion eller behov for supplerende smertestillende. Nogle data tyder på, at tablet kan have en lidt længere vedvarende plasmakoncentration, men denne forskel er formentlig ubetydelig [1-3].

Virkningstid – den reelle forskel

Administrationsformerne adskiller sig primært i hastigheden af effekt. Intravenøs paracetamol giver hurtigere plasmakoncentration og hurtigere indsættende smertelindring, ofte inden for 5-10 minutter [4].

Peroral (tablet) paracetamol har langsommere indsættende virkning, da absorptionen sker via mave-tarm-kanalen. Den maksimale effekt indtræder i samme tidsinterval, og efter 30-60 minutter er effekten på niveau med intravenøs administration [2,4].

I praksis betyder det, at intravenøs administration kan være at foretrække ved udtalte smerter, hvor hurtigere lindring er nødvendig. Peroral behandling er fuldt tilstrækkelig, når patienten kan synke tabletter, og situationen ikke kræver hurtig effekt. Forskellen i indsættende virkning kan i praksis delvist udlignes af infusionstid ved IV administration.

Bivirkninger og sikkerhed

Bivirkninger er generelt ens for IV og oral paracetamol, og studier finder ingen signifikant forskel i almindelige bivirkninger [2].

En vigtig nuance er, at IV paracetamol kan give forbigående hypotension, især hos ældre eller hæmodynamisk ustabile patienter. Mekanismen menes at være vasodilatation [4]. Effekten er oftest mild og kortvarig, men bør overvejes i den akutte vurdering.

Levertoksicitet ens uanset administrationsvej [1].

Praktisk anbefaling

I situationer, hvor man ellers ville give en mindre dosis intravenøs morfin, kan man i stedet overveje at give intravenøs paracetamol, hvis det ikke allerede er givet. Paracetamol kan også gives sammen med andre typer smertestillende. Når man kombinerer forskellige lægemidler, virker de via forskellige mekanismer og forstærker hinanden, så man ofte kan nøjes med mindre eller helt undgå opioider.

Retningslinjer anbefaler peroral administration, når det er muligt, og intravenøs indgift ved manglende mulighed for tablet eller behov for hurtigere indsættende effekt. Rutinemæssig brug af intravenøs paracetamol frarådes, hvis patienten kan indtage tabletter [1,5,6].

Konklusion: Intravenøs administration giver hurtigere effekt, men den samlede smertelindring er den samme. Tabletbehandling er billigere og mindre invasiv, og begge administrationsformer kan reducere behovet for opioider.

Referencer

1. Freo U, Ruocco C, Valerio A, et al. Paracetamol: A review of guideline recommendations. Pain Ther. 2021;10:47-64.
2. Furyk J, Levas D, Close B, et al. Intravenous versus oral paracetamol for acute pain in adults in the emergency department: a prospective, double-blind, double-dummy, randomised controlled trial. Emerg Med J. 2018;35(3):179-184.
3. Brett K, Severn M. IV acetaminophen for acute pain in emergency departments. Ottawa: CADTH; 2023.
4. Sharma CV, Mehta V. Paracetamol: mechanisms and updates. BJA Educ. 2014;14(4):153-158.
5. European Society for Emergency Medicine. Acute pain management in emergency care. 2020.
6. National Institute for Health and Care Excellence. Perioperative care in adults (NG180). 2020.