Nasal airway – anlæggelse og udmåling

Skrevet og illustreret af Behandlersygeplejerske David B. Henriksen

En Nasopharyngeal Airway (NPA), også kendt som nasal airway, er et hurtigt og enkelt redskab til at sikre frie luftveje hos bevidsthedspåvirkede patienter. NPA indsættes gennem næseboret, følger [wiki] nasopharynx [/wiki] og svælgets bageste væg og forhindrer derved kollaps af de øvre luftveje. Det bløde gummirør findes i forskellige størrelser og modeller, herunder med fast krave eller justerbar krave for længdejustering [1].

En Nasopharyngeal Airway (NPA) består af et tyndt gummirør, der via et næsebor skaber forbindelse til svælget og placeres bag tungeroden og dermed skaber en fri luftpassage.
Fig 1 En Nasopharyngeal Airway (NPA) består af et tyndt gummirør, der via et næsebor skaber forbindelse til svælget og placeres bag tungeroden og dermed skaber en fri luftpassage.

Patienter tolererer ofte bedre en NPA end tungeholder (OPA), da den omgår områder med opkastrefleks og derved undgår potentielle opkastninger hos mindre bevidsthedspåvirkede patienter [1]. Anlæggelse af en nasal airway kan frigøre en sygeplejerske, der udfører kæbeløft for at sikre patientens luftveje.

Nasal airway er typisk indikeret ved hel eller delvis obstruktion af de øvre luftveje som følge af tilbagefald af tungen. Patienten fremstår ofte med snorkende og besværet vejrtrækning, der bedres ved kæbeløft. Hvis vejrtrækningen ikke forbedres trods brug af nasal airway, bør anæstesi tilkaldes, da der muligvis kræves intubation eller andre avancerede indgreb for at sikre luftvejene. Nasal airway er også en mulighed for patienter med kramper [1].

Der er ingen relative kontraindikationer for nasal airway (NPA). Tidligere var der bekymringer i litteraturen vedrørende hovedtraumer og mulig kraniefraktur, da man frygtede direkte indføring i hjernen. Denne frygt er imidlertid overdrevet og mangler evidens, og det betragtes ikke længere som en kontraindikation [1,2].

  • Nasal airway kan forårsage næseblødning [1].
  • Patienter, der kræver nasal airway, har øget risiko for luftvejsobstruktion og kan være i kritisk tilstand. Overvej, om indlæggelse på en intermediær eller intensiv afdeling er nødvendig, så længe nasal airway er påkrævet.

Nasopharyngeal airway findes i flere størrelser. Den mest gennemsnitlige størrelse er 28 fr, hvorfor denne ofte findes i førstehjælp- og akuttasker, når man kun har plads til en. Alternativt anvendes typisk 26 fr til kvinder og 30 fr til mænd. Størrelsen angives bl.a i indvendig diameter i millimeter og fransk kateterstørrelse (fr). For eksempel ville en 7,0 mm nasopharyngeal luftvej være en størrelse 28 fr. Nogle producenter angiver ydre diameter. 

Udmåling af nasal airway
Udmåling af nasal airway

Flere studier har forsøgt at finde sammenhæng mellem ydre landmarks og luftvejenes indre forhold. Udmåling af nasal airway har ændret sig flere gange igennem tiden, og der ses store variationer i gældende instrukser. Et nyere studie fra 2015 fandt bedst sammenhæng ved udmåling fra philtrum (Den lille fold under næsen) og tragus (det lille stykke brusk, der sidder foran ørets åbning)[3]. Flere studier har fundet bedst evidens for valg af størrelse efter patientens højde [2,3] – dette er dog ikke altid praktisk i en akut situation [3]. Der er ingen evidens for at anvende patientens lillefinger til udmåling som tidligere anvendt [4].

Patienthøjde og valg af NPA størrelse
HøjdeStørrelse
Lav kvinde26fr (6 mm) (trukket 1 cm ud)
Gennemsnitlig kvinde/ Lav mand26fr (6 mm)
Høj kvinde/ gennemsnitlig mand28fr (7 mm)
Høj mand30fr (8 mm)
Baseret på gennemsnitshøjde; Kvinder: 163 cm og Mænd: 178 cm
  • En NPA smøres med gel og indføres vinkelret på ansigtet.
  • Vælg det største næsebor (mange mennesker har et skævt septum).
  • Tryk opad på næsetippen, og indfør herefter NPA med lettere roterende bevægelser samt et forsigtigt pres.
  • Ved modstand træk tilbage og skift til det andet næsebor.
  • Hvis patienten reagerer med opkastreflekser, trækkes NPA tilbage [4].
Tryk næsetippen op og indfør NPA vinkelret på ansigtet med let tryk og små roterende bevægelser
Tryk næsetippen op og indfør NPA vinkelret på ansigtet med let tryk og små roterende bevægelser
  • En nasal airway er et simpelt og effektivt værktøj og har fordele over tungeholderen, da den omgår brækrefelksen.
  • Anæstesien bør hurtigt på banen, hvis ikke NPA og kæbeløft er tilstrækkeligt til at sikre en uhindret vejrtrækning, da patienten hurtigt kan udvikle sig kritisk.
  • Traditionelle metoder til udmåling, som efter patientens lillefinger er ikke effektive. I stedet anvendes patientens højde eller udmåling fra philtrum til tragus.
  • Tidligere tiders frygt for intrakraniel anlæggelse på patienter med hovedtraumer er uden evidens og risikerer at tilbageholde en NPA fra en patient, der har brug for den. 

​​[1] National Association of Emergency Medical Technicians (NAEMT). [wiki] PHTLS: [/wiki] Prehospital Trauma Life Support, 9th Edition. 9th ed. Jones & Bartlett Learning; 2019. 

[2] Roberts K, Whalley H, Bleetman A. The nasopharyngeal airway: dispelling myths and establishing the facts. Emerg Med J 2005;22:394–6. https://doi.org/10.1136/emj.2004.021402

​[3] Shertz M. Using facial features for proper sizing of an NPA? Crisis Medicine 2023. 

​[4] Andersen DM, Møller JM. Anlæggelse af NasoPharyngeal Airway (NPA) i ATC 2023. https://pri.rn.dk/Sider/31335.aspx (accessed January 13, 2024).