Meningitis - Tidlig erkendelse redder liv - Fagligt Forum for Akutsygepleje og Traumatologi

Indholdsfortegnelse hide

Introduktion

Meningitis er en inflammation i de bløde hinder, der omgiver hjernen og rygmarven, og kan skyldes enten bakterier eller vira. De mest almindelige bakterielle årsager er pneumokokker, stafylokokker og meningokokker. Bakteriel meningitis er en alvorlig og potentielt livstruende tilstand, der kræver akut behandling. Omkring halvdelen af tilfældene skyldes virale infektioner, som sjældent er livstruende [1,2].

Årsagen til meningitis er ikke altid åbenlys, men infektionen kan ofte spores til sår, mellemøret, bihuler samt i sjældne tilfælde lunger, hjertets inderste lag (endokardiet) og urinvejene [1,3]. Meningitis kan påvirke mennesker i alle aldre, men rammer især børn, unge, ældre og personer med svækket immunsystem [4,5].

For sygeplejersker i akutområdet er det afgørende at kunne mistænke meningitis tidligt, da den triagerende sygeplejerske ofte er patientens første kontakt med sundhedsvæsenet og træffer kritiske beslutninger om, hvor hurtigt patienten skal ses og behandles.

Symptomer

Meningitis kan hurtigt udvikle sig inden for få timer. Typiske symptomer inkluderer intens hovedpine, kvalme, opkastninger samt høj feber (39-40 °C). Derudover kan der opstå et eller flere af følgende faresignaler:

Nakke-ryg-stivhed, hvor det er vanskeligt og smertefuldt for patienten at bøje nakken fremover (kan være fraværende hos spædbørn, hos ældre og tidligt i forløbet)
Påvirket almentilstand.
Sløret bevidsthedsniveau (Patienten kan være agiteret og irritabel eller gradvist tabe bevidstheden).
Småblødninger i huden på størrelse med knappenålshoveder (petekkier), der ikke forsvinder ved tryk (typisk ved meningokokker).
Øget følsomhed (irritation) for lys og lyd.

Det er ofte ikke muligt at afgøre ud fra symptomerne alene, om meningitis skyldes bakterier eller virus. I nogle tilfælde kan sygdommen udvikle sig til septisk shock på få timer [4–6].

Ved skader på underliggende nervevæv kan alvorlige symptomer ses som bevidsthedspåvirkning, koma, kramper og respirationsstop. Ved samtidig blodtryksstigning og pulsfald bør mistanke om intrakraniel trykstigning (hjerneødem) hurtigt rejses [3–5].

Petekkier

Bakterierne bevæger sig gennem blodbanen, hvor de hurtigt formerer sig og producerer toksiner, der skader blodkar og organer. Skaderne på blodkarrene kan få blod til at lække ud i det omkringliggende væv, hvilket ofte viser sig som et udslæt på huden, selvom dette ikke altid er tilfældet. Udslættet kan være et af de tydeligste tegn på meningitis og kan variere meget i udseende afhængig af hudtypen [3,5,7].

Petekkier fremstår som hurtigt udviklende røde eller lilla prikker på huden. De kan også ligne blå mærker, der viser sig som rødlige-lilla områder. Petekkierne kan være spredte og enkeltvise i den tidlige fase, så det er vigtigt at undersøge hele kroppen for små petekkier. Petekkier er 1-2 mm i diameter og forekommer ofte i klynger i områder, hvor der er tryk fra elastik i undertøj, bleer eller strømper. Udslættet kan være sværere at se på mørk hud, men kan være synligt på lysere områder som fodsåler, håndflader, mave, indersiden af øjenlåget eller ganen [3,5,7].

Mange kender “glasprøven”, hvor et glas presses mod udslættet. Meningitisudslæt starter ofte med at svinde ved tryk, men udvikler sig næsten altid til et rødt, lilla eller brunligt petekkialt udslæt, som ikke svinder ved tryk [7].

Behandling

Tidlig erkendelse og behandling af meningitis er afgørende, da sygdommen kan sprede sig hurtigt og være dødelig inden for få timer. Behandlingen startes derfor ofte allerede præhospitalt af akutlægen, hvorefter patienten hurtigt transporteres til hospitalet for videre behandling og lumbalpunktur [5].

Ved mistanke om bakteriel meningitis skal behandling med antibiotika og steroid gives hurtigst muligt, og senest 30 minutter fra mistanken er opstået (15 minutter ved mistanke om meningokok-sepsis) [3,6].

Lumbalpunktur tilstræbes før antibiotikabehandling, men må ikke forsinke den livreddende behandling. Rækkefølgen af disse procedurer vurderes derfor konkret i hver enkelt situation. Dyrkning af spinalvæske kan være uden resultat, hvis antibiotisk behandling er påbegyndt, men kan i stedet ofte påvises via DNA-test [3].

Som udgangspunkt anvendes antibiotika Benzylpenicillin og Ceftriaxon samtidig med Dexamethason (corticosteroid), da dette er inflammationsdæmpende og forbedrer overlevelseschancerne. Ved samtidig sepsis/shock vil hypovolæmi hurtigt skabe behov for væsketerapi [3,6].

Ved ankomst til hospitalet isoleres patienten, og sygeplejersken tilstræber tidlig indsamling af A-gas/V-gas, infektionstal, bloddyrkning, ekspektorat og podning samt urin mm [3].