Hyperkaliæmi – Når saltbalancen truer hjertet

Forfatter: Behandlersygeplejerske David B. Henriksen med særligt tak til klinisk sygeplejespecialist Rune Overgaard for faglige bidrag.

Introduktion

Hyperkaliæmi opstår, når kaliumniveauet i blodet er for højt. Kalium er livsvigtig for cellernes normale funktion, og størstedelen (98%) findes inde i cellerne. Normalt holdes kaliumniveauet i et snævert interval mellem 3,5-5,0 mmol/l. Tab af kalium kan forekomme gennem sved, opkast og afføring. Både høje og lave kaliumniveauer kan være farlige for hjertet, men hyperkaliæmi udgør den største risiko, da selv let forhøjede niveauer kan udgøre stor risiko for arytmier og hjertestop. For lavt niveau af kalium (hypokaliæmi) ses ofte som en komplikation til vanddrivende medicin [1–4]. 

Årsager til hyperkaliæmi

Nedsat nyrefunktion

Nedsat nyrefunktion er en af hovedårsagerne til hyperkaliæmi, da nyrerne ikke formår at fjerne overskydende kalium tilstrækkeligt fra blodet. Dette sker normalt kun ved betydelig nedsat nyrefunktion, som kan skyldes tilstande som nyresygdom, dehydrering eller kritisk sygdom. Hyperkaliæmi er sjældent hos personer med normal nyrefunktion [5].

Celleskade

Større skader på muskelvæv kan frigive store mængder intracellulært kalium til blodet, fx ved større traumer, rabdomyolyse eller intens fysisk træning. Rabdomyolyse kan føre til nyresvigt og øger hurtigt risikoen for hyperkaliæmi, da kalium akkumuleres i blodbanen fra det beskadigede muskelvæv [5]. – Læs mere om rabdomyolyse 

Metabolisk Acidose

Metabolisk acidose kan føre til øget kaliumudskillelse fra cellerne og ses ofte ved tilstande med nedsat vævsperfusion som sepsis, blødning og dehydrering. Metabolisk acidose kan i sig selv også påvirke nyrernes kaliumudskillelse. Hyperkaliæmi forekommer også ved tilstande som diabetisk ketoacidose og kemoterapi [5]. 

Øget kaliumindtag

Fødevarer er sjældent årsagen til hyperkaliæmi, men for patienter med nyresvigt kan det være en faktor. Ved behandling af nyresvigt bør man være opmærksom på kaliumholdig medicin, væsketerapi, total parenteral ernæring og større blodtransfusioner [5].

De fleste patienter har ingen symptomer, men kan udvise træthed, svækket muskelkraft, oppustet mave og diarré. Hjerterytmeforstyrrelser og hjertestop kan opstå uden forudgående symptomer. Generelt ses symptomer ved høje niveauer, men hastigheden for stigning er mere afgørende end den eksakte værdi. Langvarig og kronisk hyperkaliæmi kan være uden symptomer, mens akut hyperkaliæmi kan give symptomer ved selv små udsving [5].

Kaliums betydning for hjertet

Hyperkaliæmi kan hæmme og forstyrre de elektriske impulser i hjertet, sammentrækningskraften hæmmes, og flere forskellige hjerterytmeforstyrrelser kan opstå fx ventrikulær takykardi, ventrikelflimmer og endda hjertestop [6,7].

Lave kaliumniveauer kan gøre hjertet mere ustabilt og øge cellernes følsomhed og derfor ligesom hyperkaliæmi give hjerterytmeforstyrrelser [8]. 

EKG forandringer

Manglende EKG-forandringer udelukker ikke alvorlig hyperkaliæmi og arytmier, samt hjertestop kan opstå uden forudgående forandringer. Typiske EKG-forandringer omfatter høje T-takker, flade eller manglende P-takker samt forstørrede og breddeøgede komplekser ved høje niveauer. Ved hypokaliæmi  ses negative T-takker, ST-depression samt U-takker [7].

EKG forandringer ved hyperkaliæmi

Behandling

Hyperkaliæmi kræver normalt akut behandling – særligt, når kalium overstiger 6,0 mmol/l, og især ved niveauer over 6,5 mmol/l og samtidige EKG-forandringer [9–11].

Behandlingen involverer tre trin: 

  1. Beskytte og stabilisere hjertet 
  2. Flytte kalium ind i cellerne 
  3. Fjerne overskydende kalium fra kroppen [11]. 

Ved høje kaliumniveauer og manglende effekt kan dialyse være nødvendigt [10]. 

Farmakologi (med udgangspunkt i p.kalium over 6,5 mmol/l og EKG forandringer)

Se VIP instruks for doser, dette er ikke en behandlingsvejledning

Calciumgluconat anvendes til behandling af hyperkaliæmi

Calciumgluconat

Calcium reducerer ikke kaliumniveauet, men genopretter normal hjertefunktion ved at stabilisere hjertets elektriske aktivitet og cellerne i hjertemuskulaturen – derved forebygges livstruende arytmier og hjertestop. Calcium virker hurtigt inden for 3 minutter og virker i 30-60 minutter. 

Calciumgluconat administreres langsomt, da der ellers er risiko for blodtryksfald. Tidligere anvendtes calciumklorid, men er nu helt erstattet af calciumgluconat, da gluconat er mindre vævsirriterende [9,12,13].

Ventoline anvendes til behandling af hyperkaliæmi

Inhalation salbutamol (Ventoline®)

Salbutamol inhalation anvendes i høj dosis i den akutte fase, da kalium midlertidigt trækkes ind i cellerne i op til 2 timer, typisk inden for 10-15 minutter [10]. 

Insulin anvendes til behandling af hyperkaliæmi

Inf. insulin (Novorapid®)

Hurtigvirkende insulin og glukose sænker kaliumniveauet ved at trække kalium ind i cellerne. Behandlingen begynder typisk med en bolus af stærk glukoseopløsning og insulin, efterfulgt af kontinuerlig infusion (GI-drop). Blodsukkeret overvåges hyppigt, og ældre patienter er særligt sårbare over for hypoglykæmi [9,10].

Resonium anvendes til behandling af hyperkaliæmi

Perorale kalium bindere (Resonium®)

Resonium-pulver binder kalium i tarmen og fjerner det fra kroppen, men virkningen er langsom, hvilket begrænser den akutte anvendelse. På grund af bivirkninger og bedre evidens foretrækker flere internationale retningslinjer Lokelma® og Veltassa® som alternativ til Resonium [7,9,10].

Bicarbonat anvendes til behandling af hyperkaliæmi

Natrium bicarbonat

Ved hjertestop og metabolisk acidose gives natriumbicarbonat for at korrigere acidosen og trække kalium ind i cellerne. Effekten er begrænset, og studier viser primært effekt ved samtidig metabolisk acidose [10,14]. 

Andre sygeplejehandlinger

EKG

EKG-overvågning/telemetri udføres kontinuerligt pga høj risiko for udvikling af arytmier [10]. 

Biokemi

  • V-gas eller A-gas tages typisk hver time for at monitorere syre-base balancen. Blodgassen kan bruges vejledende i akutte tilfælde, men bør bekræftes med en almindelig blodprøve [15].
  • P-kalium kontrol – Kontrol af kalium er afgørende for at vurdere effektiviteten af behandlingen og forhindre relaterede komplikationer – især i de første timer af behandlingen [10]. 
  • Blodsukkermåling – Hyppig kontrol af blodsukkerniveauet tillader justering af insulin og glukose dosis for at undgå for store udsving. Dette er især vigtigt hos ældre og patienter med diabetes eller andre tilstande, der påvirker glukose regulering [10].

Væskebalance

Det er vigtigt at opretholde en passende væskebalance ved at monitorere væskeindtag og -udgift. Kateter muliggør præcis overvågning af urinproduktionen, hvilket er væsentligt for evaluering af patientens nyrefunktion, især under behandling af hyperkaliæmi, da tilstanden ofte er forbundet med akut nyresvigt. Normalt tilsigtes diurese på 0,5-1 ml/kg/time, men ved alvorlig hyperkaliæmi stræber man efter en øget udskillelse på 2 ml/kg/time [10].

Kilder

[1] Ravn HB. Højt kalium (hyperkaliæmi) – Patienthåndbogen på sundhed.dk 2021. https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/akutte-sygdomme/sygdomme/diverse/hyperkaliaemi/ (accessed February 23, 2024).

[2] Vroman R. Electrolyte Imbalances—Part 2: Potassium Balance Disorders. Ems World 2011. https://www.hmpgloballearningnetwork.com/site/emsworld/article/172538/electrolyte-imbalances-part-2-potassium-balance-disorders (accessed February 23, 2024).

[3] Udensi UK, Tchounwou PB. Potassium Homeostasis, Oxidative Stress, and Human Disease. Int J Clin Exp Physiol 2017;4:111–22. https://doi.org/10.4103/ijcep.ijcep_43_17.

[4] Weiss JN, Qu Z, Shivkumar K. The Electrophysiology of Hypo- and Hyperkalemia. Circ Arrhythm Electrophysiol 2017;10:e004667. https://doi.org/10.1161/CIRCEP.116.004667.

[5] Simon LV, Hashmi MF, Farrell MW. Hyperkalemia. StatPearls, Treasure Island (FL): StatPearls Publishing; 2024.

[6] American Heart Association. Hyperkalemia (High Potassium). n.d. https://www.heart.org/en/health-topics/heart-failure/treatment-options-for-heart-failure/hyperkalemia-high-potassium (accessed February 25, 2024).

[7] Ravn HB, Larsen EP, Foss NB, Hansen-Nord G. Hyperkaliæmi. Lægehåndbogen På Sundhed.dk 2021. https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/generelt/tilstande-og-sygdomme/elektrolytforstyrrelser/hyperkaliaemi/ (accessed February 25, 2024).

[8] Buttner R, Burns E, Burns RB and E. Hypokalaemia. Life Fast Lane • LITFL 2021. https://litfl.com/hypokalaemia-ecg-library/ (accessed February 25, 2024).

[9] Walls RM, Hockberger RS, Gausche-Hill M, editors. Rosen’s emergency medicine: concepts and clinical practice. Ninth edition. Philadelphia, PA: Elsevier; 2018.

[10] Arbejdsgruppe under SFR Præhospital og Akutmodtagelse, SFR Anæstesiologi, SFR Kardiologi og SFR Nefrologi, Lauridsen H, Perner A, Rix M, et al. Hyperkaliæmi (over 5,5 mmol/l) – akut behandling af voksne. VIP – Reg Hovedstaden 2023. https://vip.regionh.dk/VIP/Admin/GUI.nsf/Desktop.html?open&openlink=https://vip.regionh.dk/VIP/Slutbruger/Portal.nsf/Main.html?open&unid=XEC31063801860D41C12589DE002BEC6D&level=1309&dbpath=/VIP/Redaktoer/RH.nsf/&windowwidth=1100&windowheight=600&windowtitle=S%F8g (accessed February 25, 2024).

[11] Parham WA, Mehdirad AA, Biermann KM, Fredman CS. Hyperkalemia Revisited. Tex Heart Inst J 2006;33:40–7.

[12] Pro.medicin.dk. Calciumgluconat “B. Braun” – information til sundhedsfaglige – Medicin.dk. Med – Dan Lægemiddel Inf AS n.d. https://pro.medicin.dk/Medicin/Praeparater/5940 (accessed February 25, 2024).

[13] Faine B. The Calcium Quandary. Emerg Physicians Mon n.d.

[14] Abuelo JG. Treatment of Severe Hyperkalemia: Confronting 4 Fallacies. Kidney Int Rep 2017;3:47–55. https://doi.org/10.1016/j.ekir.2017.10.001.

[15] Ismail MH, Baharuddin KA, Suliman MA, Mohd Shukri MF, Che Has SN, Lo ZZ. Hyperkalemia measurement between Blood Gas Analyser and Main Laboratory Biochemistry Analyser. Med J Malaysia 2021;76:157–63.