At starte i akutmodtagelsen som ny sygeplejerske kan være både spændende og overvældende. Skadestuen er uforudsigelig, og tempoet er højt, men med de rette værktøjer og mindset kan du hurtigt finde din plads. Her er nogle af de vigtigste råd fra erfarne sygeplejersker:
- ABCDE er din bedste ven
Når en patient ankommer akut, kan det være kaotisk. Start altid med ABCDE-princippet for at opdage livstruende tilstande først og skabe struktur i din vurdering. Hvis du er i tvivl om triagering, så lad tvivlen komme patienten til gode – hellere triagere for højt end for lavt. - Lær at prioritere og bevare overblikket
Du vil ofte stå med flere opgaver samtidigt. Spørg dig selv: Hvilken patient er mest kritisk? Hvad kan vente? Hvad kan uddelegeres? Lav en mental eller fysisk liste for at få overblik og drøft prioriteringer med en makker. - Hvis du er i tvivl, så spørg
Ingen forventer, at du kan alt fra dag ét. Spørg kollegaer og lær af deres erfaringer. Det er helt i orden at sige, at det er første gang, du udfører en procedure. Brug dit team – akutmodtagelsen er ikke et sololøb. - Kommunikér klart og præcist
I pressede situationer er tydelig kommunikation afgørende. Brug korte, præcise beskeder, gentag vigtige informationer, og sørg for, at dit budskab bliver forstået. Husk, at patienter og pårørende ikke kender vores fagsprog – forklar tingene enkelt og beroligende. - Bevar roen – især når det brænder på
Patienter og pårørende spejler din adfærd. Hvis du bevarer roen – især i din måde at tale og lytte på – vil det have en positiv effekt på både teamet og patientens oplevelse. “Skynd dig langsomt” i kritiske situationer – panik skaber fejl. - Tag udgangspunkt i patientens ønsker
Vi arbejder i et højt tempo og kan let komme til at tale hen over patienten. Husk at afstemme med patienten: Hvad er deres primære bekymring? Ofte handler det ikke kun om en isoleret skade, men også om psykosociale behov. - Brug ambulancereddernes viden og lyt til overleveringer
Redderne har ofte set og hørt ting, vi ikke har lagt mærke til. Lyt aktivt til deres observationer, stil opfølgende spørgsmål, og øv dig i at sortere informationerne. - Husk den basale sygepleje og omsorg
Flow er vigtigt, men patienter – ofte ældre – har stadig basale behov. Husk, at flere timers ventetid på et hårdt leje kan være ubehageligt. Sørg for, at patienten får en seng, mad, væske og hjælp til personlig hygiejne. - Pas på dig selv – og kend dine grænser
Akutmodtagelsen er fysisk og mentalt krævende. Husk at tage pauser og bruge dine kollegaer til sparring. Sig fra, hvis arbejdsbyrden bliver for stor. Bearbejd svære oplevelser på den måde, der fungerer for dig – skriv dem ned, tal med en kollega, eller vent til du er klar. - Vi er et team – vi løfter sammen
Når flere klokker ringer, en patient har brug for hjælp, eller din kollega står med en dårlig patient, så støt hinanden. Tag en klokke, hjælp med en opgave – det skaber et stærkere team og en bedre dag for alle. Næste gang kan det være dig, der har brug for en ekstra hånd. - Brug din intuition – vær opmærksom på små ændringer
Selvom vitale værdier kan se fine ud, kan du ofte fornemme, hvis en patient bliver dårligere. Stol på din mavefornemmelse og reager med det samme, hvis noget virker forkert. - Hav en lille lommebog – og bliv klogere hver dag
Notér nye procedurer, medicin og læringspunkter undervejs. Brug pauser eller rolige stunder til at slå ting op og skrive kortfattede noter – over tid opbygger du din egen mini-vidensbank. - Lange vagter kræver energi – husk snacks og fællesskab
Vagterne kan være lange, især i weekender. Husk at tage mad og drikke med, og dyrk fællesskabet – et snackbord eller en nattevagt-toast kan gøre underværker for moralen. - Hav tålmodighed med dig selv – erfaring kommer med tiden
Ingen bliver ekspert fra dag ét. Vær åben over for feedback, og giv dig selv lov til at udvikle dig – du bliver bedre dag for dag.
At blive tryg i akutmodtagelsen tager tid, men med tålmodighed, nysgerrighed og et godt team omkring dig vil du hurtigt vokse i din rolle. Velkommen til en af de mest spændende og lærerige afdelinger inden for sygeplejen!