Boganmeldelse: “Akut sygepleje”

Forside på akutsygepleje

Akut Sygepleje tilbyder en solid introduktion til klinisk sygepleje for patienter med akutte somatiske sygdomme, med særligt fokus på sygeplejefaglig observation, analyse og intervention. Bogen skiller sig ud ved at indfange patientens perspektiv, herunder oplevelsen af at være akut syg i uvante rammer. Selv erfarne sygeplejersker kan lære af bogens indgående beskrivelser af patientens smerte og ubehag ved sygdom og de nødvendige, men ofte ubehagelige, interventioner.

Bogen indeholder en grundig introduktion til ABCDE-systematikken, hvor hvert bogstav har et dedikeret kapitel. Dog bemærkes det, at fremstillingen under visse bogstaver bliver for diagnosticerende, og en mere stringent gennemgang af primære symptomer og risici mangler. Dette ses især under “E” (Exposure), hvor kapitlet om sepsis erstatter en egentlig diskussion om eksponering. Tilskadekomst og skader er også underrepræsenteret, hvilket er en ulempe, da mange patienter i akutmodtagelsen kommer med sådanne problemer.

Interventionsbeskrivelserne i bogen kan virke overforenklede. Flere gange savner man klinisk refleksion over de anbefalede handlingers effekt, og nogle råd fremstår mere som kollegiale tips end som evidensbaserede metoder. Dette kan skabe tvivl om, hvorvidt anbefalingerne altid er gavnligt for patienten.

En væsentlig mangel ved Akut Sygepleje er dens begrænsede dækning af hyppige patientgrupper i akutmodtagelsen, såsom stofmisbrugere, hjemløse og patienter med alkohol- eller stofabstinenser. Dette er beklageligt, da disse grupper udgør en betydelig del af sygeplejerskens daglige arbejde og kræver specifik viden og tilgang.

På trods af disse mangler fungerer bogen som en god grundbog og egner sig primært til sygeplejerskestuderende i de første år og til brug på medicinske afsnit. For sygeplejersker i akutmodtagelsen er bogen dog for unuanceret og mangler dybden til at dække det fulde spektrum af patienter, man møder i en travl akutafdeling.

Pædagogik

80 %

Faglighed og evidens

50 %

Detaljeringsgrad

50 %

Forfattere: Susanne Jastrup, Marie-Luise Andersen, Lone Dragnes Brix, Lotte Ebdrup, Vibeke Engell-Sørensen, Anette Østergaard Frostholm, Merete Gregersen, Nanna Houe, Gitte Juul Hansen, Kamilla Kolberg Nielsen, Jette Lindegaard Pedersen, Jette Littau-Larsen, Lotte Løntoft Mathiesen, Birgit Refsgaard Iversen, Claus Sixtus Jense

Målgruppe: Studerende på sygeplejeuddannelserne

Forlag: Munksgaard

Sprog: Dansk

Sideantal: 272

Udgave: 3

Udgivet: 2021

ISBN nr.: 9788762820623